Posted by: Thomas Michelsen | august 19, 2008

Vestkysten (Grønnøj)

Så blev det tid til at besøge det nordjyske. Nærmere bestemt Grønhøj, der ligger mistænkeligt tæt ved Løkken og Blokhus. Ole og jeg havde bestemt os for at tage kajakkerne med.. b.la. for at øve makker- og selvredninger. Denne træning gik godt og Ole var meget positiv over for teknikkerne.
Vi aftalete at vi skulle en tur fra Grønhøj til Løkken og tilbage igen (10 km). På tilbagevejen sejlede Ole (igen) langt fra mig. Da han var over 500 m. væk far mig kunne jeg ikke få kontakt med ham. Jeg så at vi var tilbage ved bilen, da jeg kunne se det hvide stakit vi parkerede ved. Vinden havde taget til og bølgerne var blevet større. Jeg besluttede mig for at lege i brændingen og var sikker på at Ole gik ind. Det gjorde han ikke! Han overså vores samlingspunkt og fortsatte 4-5 km. ned ad stranden til Saltum. Det resulterede i at jeg (da jeg kom frem til samlingspunktet) ikke kunne se Ole. Jeg gik ind og stod og spejdede efter ham. Jeg lånte en kikkert af en tysker, hvis ven sagde at han var padlet skråt udad. Dette gjorde mig nervøs… havde han fået et ildebefindende. Havde strømmem taget ham? Var han veltet og ikke kunne komme op i kajakken igen? Der var mange spørgsmål der for gennem mit lille hoved. Da jeg havde ventet i ca.20 minutter og stadig ikke havde set skyggen af Ole, så begyndte jeg at blive rigtig nervøs. Jeg besluttede mig for at der måtte være noget galt. Hvis han var padlet for langt ned ad stranden, så ville han på det tidspunkt havde opdaget det og ville have været gået ind og vadet tilbage til bilen. Der var noget galt. Jeg løb op til ishuset og ringede til 112. Efter at have måtte overbevise vagthavende om at det ikke var for sjov, så sendte de en hurtigbåd fra Hirtshals og en rednings_gummi_båd fra Løkken. En stor halvtime efter var de igang med eftersøgningen. 20 minutter senere kunne jeg se eftersøgningen var slut. Hurtigbåden sejlede (hurtigt) tilbage til Hirtshals og gummibåden fra Løkken gik ind til starnden. Enten havde de fundet han eller også havde de givet op, tænkte jeg. Hmmm… 5 minutter senere så jeg Ole gående på stranden i min retning. Gal og lettet snakkede jeg med Ole om hændelsen og fandt ud af, at han uanende var padlet 4-5 km. ned ad starnden og her havde fundet et andet hvidt stakit. Ingen gad give ham et lift, så han kunne komme tilbage til mig i en fart. Vi havde ingen mobiltelefoner med. Han løb/gik tilbage og så redningaktionen og kunne (som tidl. skolelære) lægge 2 og 2 sammen. Han afblæste aktionen og gik hen til mig.
Lektien af denne hendelse er: Hav styr på kommunikationen og forlad aldrig din makker uden at have aftalt det.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: