Posted by: Thomas Michelsen | august 14, 2009

Fur solotur 2009

FUR

–> Kort oversigt over rugen <–

Det var egentlig meningen at jeg skulle have været på tur fra Tambohuse til sydmors fra lørdag tl søndag. Men vejret lovede 12 m/sek og regn.. ikke min livret, når der skal padles kajak. Kl. 09:00 traf jeg så en spontan beslutning. Godt nok var vinden frisk, men jeg havde næsten ikke mere ferie tilbage, vejret var eller godt og jeg ville grumme gerne omkring Fur. Klokken 12:00 sad jeg i min kajak og padlede mod Harvarp odde.
Vinden var i nordvest og blæste 10 m/sek eller mere. Jeg valgte derfor at tage den vest omkring Fur, selvom det betød at jeg skulle padle 6 km. i stiv modvind… og det var hårdt.. og lidt sjovt/vildt. Ræsonnementet var, at jeg efter Lille Knudshoved ville have vinden og bølgerne agten på tværs og når jeg senere nåede forbi Færker odde, så ville jeg ligge i læ af Fur. Havde jeg padlet den anden vej, så ville jeg få modvinden på et ugunstigt tidspunkt. Lige meget hvilken vej jeg havde valgt, så ville vinden blæse mig på land, hvis noget gik galt, så sikkerheden var ok. Nå, men modvinden var hård og en del af bølgerne var 1 meter eller højere, så jeg blev godt gennemblødt.
Målet på dag 1. var “Den røde sten”. Da jeg kom tættere på var jeg ikke meget i tvivl. Jeg så en flot ræverød sten der lyste flot i eftermiddagssolen. En overraskende bølge tvang mig til at ‘bremse’ hårdt for ikke at blive hamret op på stenbredden. Det lykkedes at få farten af og komme hurtigt ud af kajakken og få den båret op på stranden. Med fat grund under fødderne var det på tide at sikre, at jeg også var ved den rigtige røde sten. En (af udseende) klog tysker fortalte mig at der var en “mere rød sten” længere nede ad strande hvor jeg kom fra.. Arrghh, tænkte jeg. Straks efter at have sagt farvel til ham kom et par flinke ældre damer forbi. De kunne informere mig om at den røde sten var områdets store attraktion og at jeg var det rigtige sted.. phew.
Ud over en sti på kortet der ikke var der i virkeligheden, så fandt jeg vej mod shelteret. Da jeg så (det jeg først troede var) shelteret, blev jeg helt paf. I buskaset stod et ødelagt læskur med eternittag. I fornægtelse parkerede jeg kajakken i vejkandten og rekognoscerede efter et ordenligt shelter. Til alt held fandt jeg en femstjernet shelterplads… flotte sheltere, bordbænksæt, drikkevand og en pragtfuld udsigt 🙂 Jeg indlogerede mig i det største shelter og åd min luksus sandwich.
Jeg besluttede at gå ned til stranden igen og få et par billeder af bølgerne oppe fra udsigten. Vel tilbage på pladsen var det tid til at fede den… indtil aftenen faldt på og vinden lagde sig. En efterladt Robinhood bog fik godt gang i bålet, som nok havde en kernetemperatur på 10000 grader pga. vinden. Nå men ‘furterne’ og ciabatta brødet blev grillet og det var pragtfuld ædde. 6 stykker brænde og 3 kolde carlsberg senere besluttede jeg mig for at hoppe i posen.
Næste morgen åd jeg mine havregryn og drog på opdagelse. Jeg fik besøgt ‘rødstenen’ a.k.a. ‘gråstenen’, ‘bispehuen’ og ‘bette jensens hyw’. En lokal molerhugger fortalte mig, at ‘bette jensen’ fil denne hyw/høj opkaldt efter sig og kronet som lokalhelt, efter at han havde dræbt øens skatteopkræver. Han har også fået en vej opkaldt efter sig… har han mon myrdet en parkeringsvagt? Nå, men på ‘Stendal høje’ fik jeg en flot udsigt over Fur.
Nu var tiden kommet til 2. etape på min Fur tur. Jeg aftalte med Pernille at mødes hende og pigerne til en picnic på ‘Branden’. Strækningen fra ‘Den røde sten’ og til ‘Færker odde’ gik strygende. Bølgerne var til at styre og det var en sjov surftur. I Færker vig var der næsten fladt vand. Jeg havde først planlagt at gå ind i ‘Vojel vig’ og spise frokost og derfra ‘time’ så jeg kom padlende hen til tøserne. Men Pernille var hurtigt fremme ved ‘Branden’ (ved siden af færgelejet), så jeg tog den fra Nederby og over til mine piger.
Det har på mange måder været en lærerig og dejlig tur. Jeg havde lidt svært ved at tage afsted alene, men det har vist sig, at bortset fra det manglende selskab, så er det ikke så tosset at tage på oplevelse alene. Man kan selv bestemme slagets gang og man kommer nemmere i kontakt med andre mennesker. Jeg ved ikke om jeg kunne finde på at tage Danmark rundt alene, men det er fristende.

/Thomas

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: